Torvet 3

1908 købte bagermester A. P. Larsen, som havde bageri på Tværvej, en grund af urmager Bøgh og opførte på hjørnet ved Lundevej en ejendom med bageri, forretning og beboelse. På grunden blev også bygget heste-, svine- og kostald. 

1919 blev der bygget nyt bageri i gården, og det tidligere bageri mod Lundevej blev indrettet til forretning og udlejet til sæbehus. Senere har disse lokaler huset en tobaksforretning, kunsthåndværk, en afdeling af Handelsbanken, Næstved Tidende har haft redaktion der. Nu er der indrettet lejlighed.

(klik for stort billede)

 

Anders Peter Larsen

1926 blev ejendommen udvidet med en tilbygning langs Torvet og en ekstra etage samt udnyttet tagetage og et tårn. I passagen mod nr. 5 blev der indgang til 2 udlejningslejligheder på 1. og 2. sal. På 1. sal mod Lundevej indrettedes conditori og lokaler, som kunne benyttes til mødevirksomhed af forskellig art. Bagermesteren og hans familie havde privat beboelse ved siden af forretningen i stueetagen. Bagersvende, lærlinge havde værelser på 2. sal, ekspeditricerne havde værelser på 1. sal i tårnet.


A. P. Larsens svigersøn Svend Sejersbøl overtog 1939 ejendommen og videreførte bagerivirksomheden.

(klik for stort billede)